Sommerens hedeste politiske emne er noget, der rager de fleste mennesker en papand. Nemlig vækstprocenter for offentligt forbrug…

Det tørreste og nok mest teoretiske emne, man kan opdrive. Alligevel udkæmper de politiske partier drabelige slag om disse procenter. De får svinet hinanden til for kynisme og splittelse. Klingerne brager, og blikket er stift – det minder om nogle af slagene i Monty Pythons ’Life of Brian’: underligt livløst og absurd.

Vi andre ER stået af, men det har de ikke opdaget. Ikke kun på grund af menigmands manglende økonomiske indsigt i vækstprocenternes velsignelser. Men fordi enhver med nogen snusfornuft kan se, at tallene i sig selv simpelt hen ikke giver ret megen mening.

Dansk politik kan umuligt stå og falde med, om det offentlige får 0,2 pct. stigning eller 0,6 (regeringens yndlingstal). Det må dog komme an på, hvordan man bruger dem. Det skulle være mærkeligt, om samfundet var så statisk, og systemet så hamrende perfekt, at pengeforbruget ikke kan skrues sammen på flere forskellige måder. Men det drukner helti procent-skrålet.

I Løkke-lejren vil de hellere bruge pengene på at få gang i private arbejdspladser via skattelettelser. I rød lejr bliver det straks udråbt som socialt armod, hvor pensionister kommer til at hensygne uden støttestrømper og støvsugning.

Senest i går steg Venstres nummer to, gruppeformand Kristian Jensen, ned fra bjerget som en anden Moses og erklærede, at fremover lægger Venstre sig fast på offentlig nulvækst frem til 2020. Pyyha – det har ellers skvulpet en del op og ned.

  Nu venter vi kun på, at en socialdemokrat vågner op i sommerlandet og med gravrøst kundgør i TV Avisen, at Venstres kynisme er en torpedo mod dansk velfærd…

Enkelte borgere brækker sig endnu ikke af politikerlede. Men det kommer snart, hvis den politiske diskussion fortsætter så ensporet.