Det har været en usædvanlig sløj uge for veteranmusikanter, der engang var i absolut verdensklasse. The Rolling Stones og Stevie Wonder var ligegyldige på Roskilde Festival, og Dolly Parton virkede endnu værre i går i København.
Her til aften beviste 73-årige Bob Dylan dog, at det er muligt at blive gammel på en scene med æren i behold. Sådan da.
Se også: Dolly Parton: Bob Dylan er genial!
En stor del af oplevelsen ved at se legenden på et af hans nærmest årlige danmarksbesøg de seneste to årtier har været fascinationen af Dylans uforudsigelige valg af sange fra populærmusikkens fornemste katalog.
Men hvor han tidligere har skiftet heftigt ud på sætlisten, så er det nye ved stormesterens turnéer, at der stort set ikke er noget nyt.
En time forsinket
De 19 numre Dylan spillede her til aften i Aarhus var næsten fuldkommen identiske med dem, han leverede to aftener i hovedstadens Falconer Salen midt i oktober, og som så meget andet er også et Dylan-sæt mest spændende første gang.
Se også: Når Gud ikke rigtig gider
Ikke desto mindre blev det endnu en skøn seance med kulturikonet, der bare er klasse også selvom han har en dag, hvor han ikke er førsteklasses.
De knap 5500 publikummer til den stort set udsolgte koncert på den noget klaustrofobisk indrettede amfiscene ved Musikhuset måtte vente helt til klokken 22, før Dylan og hans smagfulde band en time forsinket viste sig på scenen, hvor der ifølge arrangørerne havde været lydproblemer.
Det lød dog glimrende, da ensemblet lagde ud med ’Things Have Changed’ – også selv om tingene ikke har ændret sig.
Se også: Bob Dylan med blod på hænderne
Dylan valgte hele seks numre fra sit seneste album ’Tempest’, der absolut ikke er blandt hans mest interessante, for pladens meget udbredte bluesform har det med at almindeliggøre den ellers så enestående troubadour.
Sang formidabelt
Udgaven af ’Duquesne Whistle’ swingede imidlertid endnu bedre end studieversionen, men det var i afdelingen for ballader, at gubben tindrede mest uimodståeligt.
To relativt nye numre, ’Workingman’s Blues #2’ og ’Forgetful Heart’, genopfandt Dylan i nænsomt bevægende fortolkninger, og navnlig sidstnævnte beviste, at når først hans slidte stemmebånd er varmet op, så synger eneren faktisk formidabelt.
Se også: På gyngende grund med Dylan
Det overvejende modne publikum blev tillige udfordret med klassikerne ’Tangled Up In Blue’, ’All Along the Watchtower’ og ’Blowin’ In the Wind’ i eksperimenterende arrangementer, der var mere pudsige end pragtfulde.
Han er bare ikke til at blive klog på. Heldigvis da.