Da Stevie Wonder stadig ikke havde vist sig et kvarter efter, han burde have startet sin koncert på Orange, begyndte blinde-vittighederne blandt det enorme publikum i den sidste aftensol.
’Han kan jo ikke se, hvad klokken er’. ’Manden kan ikke finde scenen’.
Koncert-anm.
Se også:
Slappe Stones: Viagraen svigtede
Kort efter kom legenden ikke desto mindre forsigtigt ind fra venstre, og han lagde minsandten ud med at holde en lang monolog om sit forhold til Gud i åbningsnummeret, der var en slatten fortolkning af ’How Sweet It Is (To Be Loved By You)’.
Hovednavnet virkede lidt mere vedkommende på hæderlige udgaver af ’Master Blaster (Jammin’)’, ’Sir Duke’ og ’Superstition’, men super blev den 64-årige amerikaner aldrig, og han serverede suppe, steg og is i form af ’Overjoyed’, ’My Cheerie Amour’ og ’I Just Called to Say I Love You’.
Fesen højskolestemning
Store dele af forsamlingen lignede alligevel nogle, der elskede ham, og den fesne højskolestemning spredte sig uhindret, når Wonder atter opfordrede til fællessang.
Veteranens uspændende band havde han vist samlet op på en færge, hvor de var husorkester, og ofte skulle man tro, jam var en forkortelse for jammer.
Se også: Malplaceret legendemøde på Orange
Mesterens musikalitet kunne man kun skimte i glimt i løbet af koncertens 100 minutter, og som hele hans udtryk savnede stemmen den overjordiske kvalitet, der kendetegnede Wonders gyldne periode i 1970’erne.
Det er længe siden.