Krigen i Helmand var en krig, vi aldrig forstod. Trods otte år i Helmand troede de danske styrker til det sidste, at deres opgave var at slå talibanerne ihjel.

Men det var overhovedet ikke det, der var brug for. Meget langt hen ad vejen var de væbnede grupper, som danskerne opfattede som en del af Taliban, nemlig ikke andet end fattige fodsoldater, lokale vagtværn og utilfredse ledere, der følte sig sat uden for indflydelse.

Denne barske udlægning af den danske (og britisk-amerikanske) indsats i Helmand kommer fra den britiske hærs Helmand-specialist nummer ét, kaptajn Mike Martin, med i Information.

– Vi førte krig mod de samme mennesker, som vi var i Helmand for at beskytte, siger den tidligere rådgiver for fire britiske generaler i Helmand – der blandt andet havde kommandoen over de danske styrker.

I sin nye bog, An Intimate War, gør han status over de seneste otte års krigsindsats. Og det er ikke blide ord, der falder fra en af Storbritanniens mest indsigtsfulde militæranalytikere.

Ifølge Mike Martin fik Danmark, Storbritannien og USA fra starten helt galt fat i, hvad der egentlig foregik i Helmand.

– Vi købte USA’s udlægning af konflikten. Vi troede, at krigen i Afghanistan blev ført mellem en pro-vestlig regering, som var “de gode”, og Taliban, som var “de onde”. Vi så alt gennem denne sort/hvide optik, og dermed misforstod vi det meste af det, der foregik i Helmand, siger Mike Martin til Information.

– Hvis de internationale styrker blev beskudt, var det automatisk Taliban, der stod bag. Men som oftest var det lokale militsgrupper eller vagtværn, der intet havde med det ideologiske Taliban at gøre, siger han.

– I virkeligheden skyldtes det meste af den vold, som vi oplevede i Helmand, at de samme stammegrupperinger har ligget i konflikt med hinanden om ressourcer og magt i generationer.