RYGESTOP TABT PÅ GULVET. Det er åbenbart finere at hjælpe folk, når de først er ved at krepere af rygerlunger, end mens de stadig er raske, men hard core-rygere.

Og læger bruger kassen på rygeres komplicerede kræftsvulster, blodpropper og hjerteanfald – i stedet for at samfundet anvender en brøkdel af pengene på at stoppe rygeriet.

Denne fortvivlende Molbo-praksis er endnu en af de helt store, idiotiske absurditeter i sundhedssystemet, viser nye tal. Og resultatet er derefter: Tidligere faldt tallene for rygestop år for år. Nu er det stagneret fra 2012, fordi rygerne ikke får tilnærmelsesvis den samme hjælp til at holde op.

En del vil måske umiddelbart tænke: Og hvad så?? Rygestop må folk selv ligge og rode med … det er ikke en samfundsopgave.

Men samtidig får skiftende sundhedsministre nærmest tårer i øjnene over regeringens solidaritet med samfundets svageste. Sundhed har som bekendt social slagside, så det basker, og rygerne tilhører typisk de såkaldt lavere sociale klasser, hvor rygning er en af hovedårsagerne til social ulighed i sundhed. Nu skal der rettes op på den skævhed, er parolen: De svageste får topprioritet.

’Manden på bænken er lige så bange for at få lungekræft eller KOL. Men ingen hjælper ham. Han får at vide, han bare skal tage sig sammen’, som en læge udtrykker det. 

Kommunernes undskyldning for deres passivitet er, at den million rygere, der er stadig er tilbage efter mange års kampagner, nok ikke kan hjælpes.

Men 42 pct. af danske rygere ønsker faktisk hjælp til at holde op.

Planen var, at syv procent af rygerne skulle have tilbud om et stopkursus hvert år. Man ved, at det er effektivt for 40 procent af dem, der deltager.

Men virkelighedens latterligt små tal for hjælpen skal nærmest studeres under mikroskop: Tre promille – ikke syv procent – kommer på rygestopkursus. Resten kan ryge … ad helvede til.