Uanset hvem der får jobbet som EU’s næste udenrigschef, bliver det ikke nogen nem opgave at følge efter britiske Catherine Ashton, der i 2009 blev den første indehaver af det dengang helt nyskabte job.
Det skyldes ifølge flere iagttagere i Bruxelles til dels Ashton selv. Og til dels medlemslandene.
– Det er et svært job, fordi man skal repræsentere 28 landes udenrigspolitiske holdninger. Og det er meget sjældent, de er enige, siger David O’Leary, der leder kommunikationsbureauet Burson Marstellers projekt Europe Decides.
– Især Frankrig, Tyskland og Storbritannien ser stadig sig selv som globale spillere. Så det er vigtigt for dem at være repræsenteret af en, der ikke er alt for dynamisk. Det er Ashtons job at fortælle verden, hvad EU mener. Men det er ud fra en meget lav fællesnævner, siger han.
Også Jan Techau, direktøren i den udenrigspolitiske tænketank Carnegie Europe, hæfter sig ved jobbets indbyggede problemer for så vidt angår den del, han kalder ‘chefdiplomaten’ – altså den person, der rejser rundt i verden og giver EU en stemme med reaktioner, når der har været valg, jordskælv eller revolution.
Både O’Leary og Techau peger på Ashtons problemer med den anden del af jobbet.
Det er bureaukraten, der skal drive EU’s udenrigstjeneste med ambassader og diplomater under det lidet mundrette navn Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil – kendt under forkortelsen Eeas.
– Det er ikke gået særligt godt. Det har faktisk været en fiasko. Hun har ikke evnet at skabe en holdånd, der er ikke en veldrevet institution, og der er ikke en god atmosfære.
– Der har været meget, meget dårlig ledelse. Og det er nok hendes mest varige eftermæle. Når man bygger den slags ind i en organisations dna på et tidligt stadie, så bliver det højst sandsynligt hængende og gør varig skade, siger Techau.
Han gætter på, at EU’s stats- og regeringschefer igen vil foretrække en person, der ikke er alt for markant – men dog en bedre administrator.
– Vi får nok endnu en ret svag person – men forhåbentlig en lidt bedre bureaukrat, der kan drive tjenesten bedre.
– Ikke for karismatisk og ikke for ambitiøs. Men alligevel med tyngde og erfaring, så medlemslandene får en troværdig medarbejder, der kan være skrap i mælet om det, landene kan enes om, siger Techau.