– Welcome to my world of steel/Master of my domain! hviner Rob Halford i front for Judas Priest, og selv om ypperstepræstens vinkelslibervokal ikke er, hvad den har været, så er der bid i det legendariske band på album nummer 17, ’Redeemer of Souls’.
Man behøvede ellers ikke være kyniker for at afskrive de engelske metalguder efter den overambitiøse forgænger ’Nostradamus’ samt tabet af nøgleguitaristen K.K. Downing, men afløseren Richie Faulkner, der blev født seks år efter Judas Priest pladedebuterede i 1974, tilfører ny energi, inspiration og ikke mindst en lang række slidstærke riffs.
Stilmæssigt vender veteranerne heldigvis tilbage til den klassiske sound, der kendetegner hovedværkerne omkring 1980, og det er en fryd at høre pionerernes powermetal tilsat rå power på rustfri ’Dragonaut’, ’Halls of Valhalla’ og titelnummeret.
Der bliver simpelthen sparket rynkerøv, og nitter er noget, legionærerne havde på læderjakken, indtil skivens sidste tredjedel, hvor kvalitetskontrollen svigter et par gange, og man ville ønske, de 62 minutter varede 52.
Se også: Judas Priest: Kors for en præst
Halfords tekstunivers er dybest set latterligt – han ser sikkert ’Game of Thrones’ iført rustning – men det glemmer man gerne i farten, når overgroovy ’March of the Damned’ marcherer ud af højttalerne, ’Down in Flames’ er rødglødende, eller sørøverboogien ’Sword of Damocles’ splitter bramsejl.
Det var kort sagt satans.